Det er jo ikk for mange indlæg jeg har lagt på bloggen, men tiden løber hurtigt for tiden, og sommerferien nærmer sig med raske skridt.
Sofus blev 4 år i fredags, hvilekt jeg først opdagede lørdag morgen da jeg læste mails fra om fredagen og der var lykønskeninger fra Daisy Duck (med egen e-mail adresse :0) som er født den samme dag som Sofus, blot i et andet kuld.
Lørdag var vi i Østerild plantage, v. Thisted, med Tollerklubbens Aktivitetskreds Nordylland. Vi gik en god tur i hundeskoven og alle hundene løb mellem hinanden uden problemer.
Men 2 min. før turen var sluttet ramlede Sofus og Zeppo sammen i slagsmål. Zeppo fik et par rifter på snuden og mere skete der heldigvis ikke med nogen af dem. Puha hvor adreanalinen kan pumpe når man skal skille sådan et par potente hanner af.
Bagefter trænede vi forskellige steder i skoven. Jeg havde lidt forskelligt vildt med og Sofus fortsætter hans gode takter med vildtet. Ænder er “selvfølgelig” ikke noget problem, men han har haft det lidt svært med fasaner, men idag var der ingen problemer med dem heller. De er måske også bedre lugtende end de krager han har taget på det sidste.
Bagefter spiste vi frokosten ved en sø, hvor der var bålplads. Mad, drikke og socialt samvær er jo i højsædet her i Nordjylland :0)
Herefter tog vi hjem, mens de andre gik en tur og fik lidt kaffe bagefter.
Jeg havde en lille sød kanin med, men den fik vi ikke prøvet, så da vi kom tilbage til Aalborg kørte vi til fjorden og fandt den frem af tasken.
Og det forunderlige sker! Sofus samler den op og kommer med den hver gang jeg kastede den.
Det var første gang han tog kanin på en ordentlig måde, ellers har han slikket og snuset og gjort ved med dem, men det her var bare en kæmpesucces, så han skal snart præsenteres for de store kaniner med lange lange ører (alt hvad i hvisker og siger kan vi høre…).
På working week-enden fik vi en meget kraftig mistanke (grænsende ti vished :0) om at Sofus ikke slog næsen til i det frie søg, men blot snublede over vildtet, så siden da har der kun ligget en dummy/fugl ude i søget til ham, så han har skullet arbejde med næsen for at finde frem til den.
Det har været rigtigt godt, for nu kan jeg meget præcist se, hvornår han slår næsen til og hvornår han bare fjoller rundt og håber at der dukker noget op, som han skal have med hjem.
På fredag skal jeg for første gang have både Sigurd og Sofus med i svømmehallen. Det har ellers været eksklusivt for Sigurd, men jeg vil lige se hvordan Sofus synes om det.
I svømmehallen sidste fredag mødte vi Monica og hendes tre tollere. Hyggeligt at se dem igen!

