Fredag eftermiddag var vi som sædvanlig ude at gå tur ved fjorden.

Sneen og kulden har selvfølgelig sat sit præg på naturen og fjorden har været frosset godt til, kun sejlrenden er fri for is.

Da vi kom ud til vores sædvanlige vendested for turen lettede en flok råger og fjøj ud over fjorden. Sofus fulgte efter dem i sædvanlig stil i fuld fart. Jeg tænkte ikke videre over det, da der jo var masser af god is på fjordenog der var omkring 100 meter ud til sejlrenden. MEN Sofus fortsatte jagten på en af rågerne og efterhånden kunne jeg på afstand se at han var kommet ud på den tynde is, og til min skræk så jeg at han nærmede sig sejlrenden og pludselig PLASK så gik han i vandet.

Øh….. stinkende koldt vand ok det skulle han nok klare i enkort periode, men problemet kom da han vendte om om ville op af vandet. For at det skulle lykkes så skulle han jo op på isen igen.

Tiden stod ikke stille, den føltes uendelig lang, mens jeg på 100 meters afstand kunne se at han forsøgte at komme op over iskanten. Jeg gik 20 – 30 meter ud på isen, men turde så ikke gå længere. Jeg var magtesløs og kunne ikke på nogen måde komme ud og hjælpe ham med at komme op. Jeg stod og så ham kæmpe for at komme op og forsøgte at opildne ham med nogle opmuntrenden tilråb. Mens jeg stod der tænkte jeg: “Enten klarer han den indenfor kort tid, eller også så dør han af kulden.”

Det var absolut ikke sjovt, men jeg kunne ikke gøre andet end at kigge på og opmuntre ham. Heldigvis er Sofus en god stærk hund og han kom op på isen igen. Hvor lang tid det tog har jeg absolut ingen anelse om, men det føltes som mange minutter. Og så kom der fart på ind imod mig og Sigurd og da der igen var sne på isen skulle der rystes, tørres pels i sneen, rystes og det blev gjort mange gange.

Selvom Sofus var kommet på fast grund igen var mine bekymringer ikke overstået. Vandet er jo ekstremt koldt for tiden, vinden blæste bidende og der var 2 km. hjem til varmen, så vi småløb hele vejen tilbage, kom ind i varmen, blev tørret og så plantede jeg Sofus i sofaen under et tæppe sammen med mig og så faldt roen endelig over mig igen.

Træt var “det lille pus” og der gik en hel time før han rejste sig fra sofaen og træt har han været resten af dagen.

Så pas på derude i vintervejret, velkendte områder kan være farlige med de vejrforhold vi har for tiden.