Jo mere sne der kommer jo mere besværligt bliver det at gå vores ture ved fjorden, og jeg må da også indrømme at benene også kan blive godt trætte at at vade igennem sneen og når vinden hyler langs de åbne vidder på fjorden er det da heller ikke altid lige det sjoveste sted at gå tur med hundene.
Men når vejret er værst, har jeg fundet en gåtursvariant,som hundene er rigtigt glade for, de hyler nemlig på samme måde, som når vi kører i skoven, så det kan kun være fordi de glæder sig til turen.
Og hvor er det så vi går henne? Jo vi tager såmænd bare bilen ind til byen og og går tur i gågaderne, hvor der er så vidunderligt mange forskellige lugte og masser af mennesker, der vil snakke og nusse når de ser Sigurd og Sofus.
Så hvor jeg før i tiden kun indimellem har brugt at tage til byen for at give lidt miljøtræning og lidt nye dufte, så går vi for tiden tur derinde 1 – 2 gange om ugen og hundene elsker det, selvom det er i snor.
