Historien om en mands omvendelse.

For efterhånden en del år siden var Kirsten (min elskede hustru) så letsindig at love vores datter, der dengang var 8 år gammel, at hun måtte få en hund, når hun blev 13 år. Kirsten tænkte formentlig at det lå så langt ude i fremtiden, at Julie ville glemme det inden.

Jeg må ærligt tilstå, at jeg blev en kende “mopset”, da dette løfte ikke var blevet diskuteret med mig. Nå men sådan er der jo så meget der sker,når musikken spiller, men mit udgangspunkt var helt éntydigt; jeg skal ikke have hund! Man bliver jo afhængig af den og kan ikke foretage sig nogetsomhelst. Sådan et kræ skal jo også luftes, og det både morgen, middag og aften i al slags vejr!!!

Nul, det skulle ikke blive med min gode vilje, jeg kunne godt huske fra min egen barndom, hvordan jeg blev tvunget til at lufte den hund vi havde. En hund som vi selvfølgelig havde fået, efter pres fra mine søstre og jeg selv.

Efter Kirsten havde givet Julie dette løfte, “sneg” der sig flere og flere bøger ind i huset. OK det var da fint at Julie læste en masse, men behøvede det at være hundebøger allesammen? Evig og altid var der lige en hund jeg skulle se, hvor sød den var og hvilke gode egenskaber den havde…

To år fortsatte det i og efterhånden var jeg ved at blive mør. Jeg tog endda med på en udstilling for at se på en Islandsk Fårehund, som vi (ups “vi”) syntes var en dejlig hund. Men en Berner Senne var nu alligevel også dejlig… og sådan fortsatte det. Jeg blev grundigt bearbejdet og til sidst gik jeg så også ind for at vi skulle have hund i huset. Men jeg ville altså ikke lufte den om morgenen! og Julie skulle være meget ansvarlig for den daglige luftning!

I vores nu fælles søgen efter hvilken slags hund vi skulle have, havde vi alligevel skippet den Islandske Fårehund, og meget nødtvungent måtte jeg også frasortere Berner Sennen, da vi ikke rigtigt kunne se hvordan vi skulle kunne få sådan en ind i vores Fiat Seicento.

På forsider og smudsomslag af mange af de hundebøger vi kiggede i var der en hund, der lidt lignede den Golden Retriever, jeg havde haft som dreng, men alligevel ikke helt. Julie fandt ud af at det var en hund med et navn så langt, at man næsten ikke kunne huske at stave sig igennem det.
Nå men vi fik kigget på hvad der stod om den her “Nova Scotia Duck Tolling Retriever”, som det selvfølgelig var, og sandt at sige, så syntes vi alle tre fra første færd af, at det lød som en hund for os. Vores naboer kendte godt Tolleren og syntes at det var et glimrende valg for os.

Men nu var der altså bare lige et par problemer.
Vi havde aldrig set sådan en dims i virkeligheden og vi vidste ikke hvor der var en, for det lød jo ikke lige til at der var en hel masse af dem der rendte rundt i gader og stræder.
Nå internettet var jo til for at blive brugt til noget fornuftigt, så vi søgte det bedste vi havde lært og fandt en masse information om “tolleren”, som vi nu også var begyndt at kalde den.

En dag tog vi så modet til os og ringede til nogle vildtfremmede mennesker nede på Horsens egnen, og spurgte om vi måtte komme og se deres hunde.
Joda, selvfølgelig måtte vi da det! Vi lavede en aftale en aften ved 7-tiden og gik og glædede os i et par dage til vi nu endelig skulle se en levende Toller.

Dagen oprandt og Fiat’en smuttede hurtigt sydpå og fandt Hornborg. Hej første vej på højre hånd, rundt i svinget og HOV der var et par hunde på gavlen!, så må det være her.
Vi stod ud af bilen og ringede lidt beklemte på døren. Døren gik op og “hej og velkommen, en rigtig venlig modtagelse! ”
…………og så kom der fire tollere luntende imod os! Ned på knæ og kæle… OG SÅ VAR VI SOLGT, ALLE TRE!!!

Inden vi tog hjemmefra havde vi regnet med at bruge en timestid på besøget, men der blev snakket hund og meget andet, så tre timer senere vendte vi bilen mod Aalborg igen, 100% overbeviste om at den hund, vi skulle have var en Toller!

Men så var der jo lige et par hurdler på vejen.
Vi var jo ikke de eneste, der gerne ville have en hvalp, og vi ville jo også helst have en tæve, og hvor mange hvalpe ville der blive født?
Ville vi overhovet få en? eller blev vi nødt til at vente halve, eller hele år?
Tjah, den korte version af historien er, at vi fik vores ønske om en hvalp opfyldt, men det blev en han istedet for en tæve. Vi måtte lige igennem et par interne diskussioner i familien først, før det var på plads med hanhunden, men vi har aldrig ét sekund fortrudt det!

Da hvalpene var et par uger gamle blev vi, sammen med de øvrige kommende hvalpeejere, inviteret til en eftermiddag, hvor vi kunne kigge på dem,snakke med hinanden, drikke kaffe få masser af gode råd om hvalpene….
Masser af voksne, børn, hvalpe og store hunde imellem hinanden og Kirsten udså sig straks to af hvalpene, som hun syntes at vi skulle vælge imellem. Hvordan hun kunne synes at den ene var sødere end den anden, kunne jeg ikke forstå, for det var da nogle dejlige klumper allesammen! men vi havde en rigtig god eftermiddag.

Hukommelsen bliver jo ikke bedre med alderen, men jeg mener vi var nede at kigge på hvalpene et par gange, før vi endelig fik sat navn og hovede på VORES HUND!
Vi var jo ikke forrest i køen, så der var to hvalpe vi kunne vælge imellem, begge to hanner. Den ene var én af de to som Kirsten fra starten af havde sagt at hun ville have, og da den samtidig var en af kuldet frækkeste “køtere”, så det blev den! At det var en herre med krudt i kunne vi fornemme på hans “døbenavn”, Tollers-Delight Power and Passion.
Nå men vi er jo nordjyder, så hos os er han kommet til at hedde Sigurd.

Så var der egentlig kun tilbage at vente på at hvalpene blev gamle nok, til at vi kunne få vores med hjem, indhegne haven, købe madskåle og en kurv til at sove i…. Jeg fik i første omgang købt en kurv, som var velegnet til en voksen New Foundlænder.

Fredag d. 8.oktober 1999 hentede Julie, min far og jeg Sigurd! Turen hjem i bilen, der heldigvis havde fået vokseværk, gik uden problemer. Julie sad bagi med “den bette” og hyggede sig. Han peb et par enkelte gange, men det var også det hele.

Da jeg havde en masse afspadsering tilgode, kombinerede jeg det med efterårsferien (halvoffentlige jobs er ganske gode indimellem), så jeg havde fri de første 14 dage efter Sigurds ankomst. Julie og Kirten havde også efterårsferie, så vi syntes selv at vi lavede nogle gode betingelser for at få ham indkørt i familien.
Han blev meget hurtig renlig. Vi var vågen nogle få nætter, hvor vi tog ham ud i haven, når han viste tegn til at skulle besørge, så det var faktisk ikke ret meget der skulle tørres op efter ham (han lå selvfølgelig ved siden af vores seng, stik imod hvad vi havde aftalt på forhånd).
At han skulle tisse nede i baghaven prøvede jeg at lære ham, ved selv at stå der i nattens mulm og mørke og … , men jeg har vist bare pissset territoriet af, for dernede gør han det ihverttilfælde aldrig.
Da vi startede på arbejde og i skole igen gik det også uden problemer. Sigurd vænnede sig hurtigt til de nye betingelser.

Tjah, Sigurd voksede og blev lidt større, og vi startede på lidt hvalpemotivation i en lokal klub.
Han lærte en del og jeg tror nok også at jeg fik lært noget, men altså det skulle jo også bare være det mest nødvendige, så han kunne opføre sig nogenlunde ordentligt blandt mennesker og andre hunde. Det var ikke noget jeg gik specielt meget op i, og da slet ikke da det foregik kl. 10 søndag morgen, hvor jeg normalt sad med avisen og rundstykkerne, ved vores hyggelige køkkenbord.

Så efteråret og vinteren gik, foråret og sommeren var på vej, og vi havde det dejligt sammen os alle fire.
Da vi nu havde trænet lidt med Sigurd og vi gerne ville se nogle flere tollere, besluttede vi os for at tage med til klubbens træf på Fyns Hoved. Der kunne vi jo dels se nogle flere eksemplarer af racen, hvilket vi var meget spændte på, og dels træne lidt lydighed….

Vi kendte ikke en levende sjæl i klubben, og sådan nogle “rigtige hundefolk” (altså sådan nogen der går op i det med liv og sjæl og bruger meget tid på det og altid kan snakke om deres hunde, uanset om andre de gider høre på det eller ej) var da vist også “lidt for meget” at være sammen med alt for længe, så vi besluttede os for at det var lørdag eftermiddag, med træningen som vi ville være med til. Det var lige det vi kunne overskue.

Vel ankommet på Fyns Hoved Camping blev vi utroligt godt modtaget og følte os godt tilpas. Vi fik trænet, og fundet ud af hvor lidt vi egentlig kunne, fik et par gode råd og kom i kontakt med Esben som er ansvarlig for Aktivitskreds Nordjylland.
Og det var rigtigt godt, for han sørgede for at Sigurd og jeg mødte op til træning den næste gang i Nordjylland.
Allerede ved den første træning, (som foregik i Hesteskoen, et sted jeg har været masser af gange) blev traditionen med at jeg ikke kan finde vej til arrangementer i Tollerlubben grundlagt.

Siden Fyns Hoved og den første gang træning i Aktivitetskredsen her i Nordjylland, har livet for mig og “fars hund” ikke været det samme.
Til træningen mødte vi (for hele familien var selvfølgelig afsted) en flok utroligt søde mennesker, der gik op i deres hunde med liv og sjæl, så meget at det smittede. Nogle trænere, der var inspirerende og kunne fortælle hvad Sigurd gjorde rigtigt og hvad jeg gjorde forkert og som kunne motivere!
“Ja I må godt blive lidt røde i kinderne over at blive skamrost offentligt!”

Den “største dag” i mit nye hundeliv var da vi foråret trænede oppe i Ålbæk hos Anette(jeg kørte selvfølgelig også forkert den dag). Sigurd gik ud i terrænnet, fandt og hjembragte 3 duer!, han havde ellers ikke villet røre ved det fjerede skidt de andre gange vi havde haft fugle med til træningen. Jeg sang sgu’ hele vejen hjem til Aalborg (gennem fugtige øjenkroge, det regnede temmelig meget den dag)!

Og sådan bliver det forhåbentlig ved. Jo mere jeg lærer jo bedre en hund får vi og jo bedre en menneskefamilie får Sigurd.
Lidt efter lidt er det kommet snigende og nu må jeg åbent erkende det: jeg er blevet et af de skøre mennesker, der kan tale om deres hund evig og altid, uanset om andre gider høre på det,eller ej!

Men jeg skal ihvertilfælde ikke have endnu en toller!