Første gang vi var i Norge med Sigurd

Ved slutningen af vores sidste ferie i Frankrig var beslutningen klar, vi skulle ikke afsted uden Sigurd næste gang vi skulle på ferie.
Den næste sommerferie skulle afholdes i Norge, så i efteråret blev Sigurd rabiesvaccineret og da vi kom til februar fik han taget en blodprøve, der viste at vaccinationen var iorden, så alting var som det skulle være.

Men, et par uger før vi skulle afsted til Norge blev jeg lidt i tvivl, da jeg tilfædigt stødte på nogle oplysninger der ikke var entydige ift. at tage hund med ind i Norge, der gik lige et par dage med lidt nervøsitet inden tvivlen blev ryddet af vejen.

Inden vi skulle afsted var vi lidt nervøse for hvordan Sigurd ville tage færgeturen. For det første kan der jo være en alvorlig søgang i farvandet mellem Danmark og Norge, hvilket vi har oplevet et par gange, men kræet skulle jo være alene i bilen i adskillige timer, og det er ikke noget han er begejstret for.

Inden vi tog afsted lavede vi et jordspyd om til en krog, så bagsmækken i bilen kunne være lidt åben, så der kom ny luft ind i bilen, samtidig med at den var låst.

Vi ankom til Frederikshavn og kørte ombord på færgen og ventede til allersidst med at forlade bilen og Sigurd. Uh hvor han dog pev hjerteskærende da vi gik fra ham, så det allerførste vi fandt ud af derefter var selvføgelig hvordan og hvornår vi kunne kmme ned på bildækket igen og se til ham i løbet af natten. De flinke folk på båden sagde at vi bare skulle komme og sige til, når vi ville ned så skulle de nok hjælpe os.

Vi gik så til køjs og efter et par timer gik jeg så på bildækket for at se til “staklen”. Der var ingen piben og jeg listede hen til bilen og var helt henne ved bagruden før Sigurd vågnede og satte sig op. Han havde drukket vand kunne jeg se, så det havde altså ikke været helt forfærdeligt at være alene i bilen.
Så fik han lidt frisk vand og vi nussede i et kvarterstid hvorefter jeg gik ovenpå igen. Til min store lettelse sagde Sigurd sagde ikke en lyd da jeg gik, så jeg besluttede mig for at sove igennem de næste par timer til næste morgen.

Vi troppede selvfølgelig alle tre op på bildækket så snart vi kunne det om morgenen og hyggede os sammen med Sigurd.

Da vi kørte fra borde i Larvik skulle vi igennem tolden, for Sigurd skulle “fortolles”. “Pænt godmorgen” til tolderen, der smilede bredt og syntes det var en “bra ide” at tage hunden med på ferien i Norge. “KLASK BOM” et stempel og en underskrift og “god ferie” og så var vi indenfor i det forjættede land.

BÅNDTVANG

I sommerhalvåret er der “båndtvang” i Norge, så Sigurd blev forsynet med en 4 meter lang line, som han hurtigt affandt sig med. I de 12 dage vi var afsted var han kun ude af snoren en gang, hvor han boltrede sig i en fjeldsø. Noget usædvanligt for til daglig er han næsten kun i snor når vi skal passere vejen over til vores luftningsarealer nede ved fjorden. Line som Sigurd gik med må iøvrigt efter mine beregninger være det mest fotograferede stykke snor i Norge den sommer.

KANOSEJLADS

Hytten vi havde lejet gav også mulighed for at sejle i kano, så vi skulle selvfølgelig også prøve det.
Så 3 “mand” og hund ombord i en kano beregnet til to personer gav ikke et helt optimalt sejludbytte, men vi fik da padlet lidt rundt, uden kamera da vi ikke var helt sikre på udfaldet af turen.
Men Sigurd kunne godt ligge/sidde stille i kanoen, selvom vi havde frygtet at han ville springe overbord.

For at komme til at sejle lidt mere gik Kirsten i land med Sigurd og Julie og jeg sejlede lidt rundt.
Det synlige resultat heraf var, at 1 stk. kvinde i hendes bedste alder konstant måtte løbe ved søbredden efter 1 stk hund iført en lang blå snor, så tæt på vandet som muligt og helst ude i det. Han var ustyrlig !

ARTSFÆLLER

Nogle dage kørte vi rundt for at se forskellige steder og en dag på vej rundt i et hårnålesving så vi en mand gå med en toller. Der blev selvføgelig steppet på bremsen og parkeret og snakket med familien der kom fra Tønsberg. Sigurd og tæven Bonnie fik niflet og snuset og snakket rigtig sammen, for hans far er jo norsk af fødsel. Det var den eneste hundekontakt Sigurd havde i hele ferien,så det var jo dejligt det var en toller.

Da vi nogle dage senere gik rundt i Larvik og ventede på at færgen skulle sejle kom der en pige på ca. 10 år cruisende målbevidst på sin cykel hen til os og spurgte hvilken race Sigurd var.
Jeg fortalte hende det langsomt og tydeligt, men regnede ikke med at hun fattede det alligevel, men så smilede hun og sagde:”Sådan en har jeg også!” og så gik snakken livligt med hende og hendes mor. Det er fantastisk så meget man kan have tilfælles med fuldstændigt fremmede mennesker man møder tilfældigt og kommer i snak med, over en hund.

I FJELDET

Vi gik mange lange ture i fjeldene og kravlede meget op og ned og på trods af at Sigurd var i snor klarede han det fantastisk, den fødte “bjergged”. På vores ture var det en fornøjelse at se hvordan hans næse hele tiden var igang, enten højt vejrende eller helt nede ved jorden efter spor, der var ingen tvivl om at han nød det.

NÆSTE SOMMERFERIE

Det store spørgsmål er så om Sigurd skal med på den næste ferie. Vores erfaringer med norgesturen siger at han skal med på ferie igen, når vi tager til Norge eller Sverige, men vi vil ikke have ham med ned sydpå hvor der er noget varmere end her i Danmark. Dels på grund af den lange køretur, men også fordi vi enkelte dage i Norge oplevede temperaturer over 30 grader (meget usædvanligt iøvrigt, men dejligt for os) og de dage skulle Sigurd altså ikke bevæge sig altfor meget.